Et usandsynligt eventyr – Kan Napoli vinde champions league?

·

·

naples jerseys hanging to dry in the city street

Få ting er mere underholdende end Champions League slutspillet.

International fodbold er efterhånden blevet til lidt af et ureguleret kapitalistisk monster. For os der elsker fodbold, er det ikke udelukkende dårligt, når visionære trænere som Pep Guardiola, Jürgen Klopp etc. får lov til at indkøbe de bedste spillere – Det resulterer i nogle ekstremt gode fodboldkampe! Den kontante pris er dog, at det pt. koster 449 kr/måned hos Viaplay hvis man vil se fodbold! – En eksorbitant høj pris for den enkelte forbruger, når man tænker på hvor ekstremt veldistribueret fodbold er.

Set i det lys, er det næsten utænkeligt, at et sekundært europæisk hold, ville kunne vinde Champions League i dag. Mindre sandsynligt, end at Danmark vinder en VM slutrunde, vil jeg mene (hvilket ikke er helt usandsynligt i øvrigt). Ikke desto mindre, kan det måske ske i år!

Lad os starte med sommeren 2022. Napoli sælger så godt som alle de bedste spillere holdet har. Dries Mertens, Koulibaly, Insigne med flere. Herefter går man ud og scouter sekundære spillere rundt i Europa. Heriblandt årets komet i europæisk fodbold, Khvicha Kvaratskhelia, der bliver hentet i Dinamo Batumi fra den bedste Georgiske liga. Hvordan kan man spille i den Georgiske liga og ét år senere, være en af Europas bedste fodboldspillere? Det er utroligt.

Hovedarkitekten er den italienske træner Luciano Spalletti.

Særligt var der ét moment i den første kvartfinale mod Milan på San Siro jeg bed mærke i:

Napoli har netop fået udvist en spiller, og der mangler 12 minutter af kampen. Alligevel fortsætter holdet med at trykke på. Kvaratskhelia jagter bolden, giver hurtigt bolden tilbage til modspilleren ved spilstop, så spillet kan sættes i gang, og ikke nok med det – Han signalere også til dommeren at han vil have lagt tid til! Det er symptomet, på den vinderkultur og optimisme, der findes på det Napoli hold. De fleste italienske trænere fra 90’erne, havde givet holdet en ekstra træningslejr for den opførsel!

Fik jeg nævnt, at holdet allerede de facto har vundet det italienske mesterskab, 8 runder før sæsonen er slut? Man kunne have undet Maradona, at opleve dette Napoli hold. I modsætning til hans tid, hvor han stort set ene mand vandt mesterskaber til klubben, er det nuværende hold et helt ekstremt godt og velorganiseret kollektiv.

Som den (fodbold)romantiker jeg er, håber jeg at Napoli går hele vejen i år.

God fornøjelse!


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *